Etik og gennemsigtighed
Etik og gennemsigtighed
Parlamentet har som direkte valgt forsamling indført en række foranstaltninger til at sikre gennemsigtighed i sit virke, både hvad angår MEP'erne, det parlamentariske arbejde og forvaltningen, således at borgerne kan følge dets debatter og beslutninger.
Parlamentet lægger stor vægt på integritet, gennemsigtighed og ansvarlighed i forbindelse med dets medlemmers politiske aktiviteter. Parlamentet har i den henseende indført et betydeligt antal regler og foranstaltninger, som yderligere er blevet skærpet i 2023 som led i en omfattende revisionsproces.
Se oversigt over de gældende regler kan her: https://www.europarl.europa.eu/meps/da/about/meps
Der er gennem de seneste måneder blevet indført en række omfattende reformer, der skal styrke integriteten, uafhængigheden og ansvarligheden samt beskytte MEP'ernes frie mandat.
En oversigt over disse foranstaltninger findes på denne EP-hjemmeside: https://www.europarl.europa.eu/news/da/headlines/eu-affairs/20230713STO02832/parlamentet-styrker-integritet-uafhaengighed-og-ansvarlighed
EU's fælles åbenhedsregister
Åbenhedsregistret er åbent for alle interesserepræsentanter, som forsøger at påvirke EU-institutionernes lovgivnings- og politikgennemførelsesproces. Det fremgår af registret, hvilke mål der efterstræbes, af hvem og på hvis vegne, samt hvilke ressourcer der afsættes til disse aktiviteter. Registret sætter således offentligheden i stand til at have opsyn og giver borgere og interessegrupper mulighed for at følge med i alle typer lobbyisters aktiviteter.
Det er kun registrerede interesserepræsentanter, der kan blive indbudt som talere ved offentlige høringer i udvalg, støtte og deltage i medlemmernes tværpolitiske grupper og uofficielle grupper, modtage e-mails om udvalgsvirksomhed, være medværter for arrangementer og opnå protektion fra formanden. De skal overholde adfærdskodeksen for registrerede.
Europa-Parlamentet, Kommissionen og Rådet er blevet enige om at indføre regler, der skal skabe endnu større gennemsigtighed i interesserepræsentanternes aktiviteter på EU-plan. Formålet med den foreslåede nye interinstitutionelle aftale er også at medtage Rådet i lobbyregistret. Parlamentet, Rådet og Kommissionen sigter mod i fællesskab at gøre registrering de facto obligatorisk som en forudsætning for visse lobbyaktiviteter.
Yderligere oplysninger om de aftalte regler: Parlamentet godkender nye regler for et fælles obligatorisk åbenhedsregister | News | Europa-Parlamentet (europa.eu).
Gennemsigtighed i MEP'ernes kontakt med interesserepræsentanter
Europa-Parlamentets forretningsorden fastsætter, at ordførere, skyggeordførere og udvalgsformænd for hver betænkning skal offentliggøre oplysninger på internettet om planlagte møder med interesserepræsentanter, der er omfattet af den interinstitutionelle aftale om åbenhedsregistret. Alle øvrige medlemmer opfordres til at gøre dette på frivillig basis. Oplysningerne om møder offentliggøres på medlemmernes (MEP'ernes) profilsider.
MEP'er, der udarbejder betænkninger eller udtalelser, kan vælge at vedhæfte en indikativliste til deres betænkninger. En sådan liste kan vise omfanget af ekstern ekspertise og udtalelser, ordføreren har modtaget. Den offentliggøres sammen med betænkningen, når denne er blevet vedtaget i udvalget.
Adfærdskodeks for MEP'er/erklæring om økonomiske interesser
Medlemmerne af Europa-Parlamentet er omfattet af en adfærdskodeks, som forpligter dem til at indgive en detaljeret erklæring om deres økonomiske interesser, dvs. enhver form for støtte (økonomisk støtte, personale, materiel støtte), der ydes i forbindelse med deres politiske aktiviteter. MEP'er skal desuden oplyse om deres deltagelse i arrangementer, der organiseres af tredjeparter, hvor godtgørelse af deres rejse-, hotel- og opholdsudgifter eller direkte betaling af sådanne udgifter foretages af en tredjepart.
Desuden må MEP'er ifølge adfærdskodeksen og Parlamentets forretningsorden ikke engagere sig i lønnet professionel lobbyvirksomhed, der er direkte forbundet med EU's beslutningsproces. De oplysninger, medlemmerne giver i deres erklæringer, er tilgængelige på deres respektive profilsider.
Aktindsigt
Borgere og indbyggere i Den Europæiske Union har ret til aktindsigt i dokumenter fra Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer (artikel 15 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde). Retten til aktindsigt er et væsentligt element i den gennemsigtighedspolitik, som gennemføres af EU-institutionerne.
Webstedet for Europa-Parlamentets offentlige register indeholder referencer til dokumenter, som institutionen har udarbejdet eller modtaget siden den 3. december 2001. Hovedparten af disse dokumenter kan konsulteres og downloades gratis direkte fra webstedet.
Der kan indsendes begæring om aktindsigt i dokumenter, der ikke kan konsulteres direkte i registret.
Forespørgsler fra borgerne
Enheden for Forespørgsler fra Borgerne (Ask EP) giver oplysninger om Europa-Parlamentet, dets holdninger og aktiviteter, organisation og regler, beføjelser og procedurer. Enheden kan ikke yde juridisk rådgivning eller vedtage politiske holdninger.